KLARHEDSKRITERIET – SKATTESTYRELSENS FORSLAG TIL AFGØRELSE

I en kendelse afsagt fredag den 19. april 2024 besluttede Skifteretten (igen) ikke at fremme en konkursbegæring, der var indleveret på baggrund af et forslag til afgørelse.

Skifteretten tog i den forbindelse igen stilling til, hvorvidt de 3 konkursbetingelser var opfyldte. Konkursbetingelserne er som bekendt 1) kreditor skal have en fordring – og fordringen skal have den fornødne klarhed, 2) kreditor skal have retlig interesse, og 3) den, begæringen indleveres mod skal være insolvent.

Ikke overraskende var klarhedskriteriet endnu engang et afgørende tema i den konkrete sag.

I denne sag var konkursbegæringen indleveret mod en hovedaktionær, hvor kravet der blev støttet på Skattestyrelsens forslag til afgørelse, der for størstedelen af den påståede konkursfordring vedrørte en overdragelse af kapitalandele, der var foretaget imellem to uafhængige parter i henhold til at aftalt mundtlig køberet. Det var imidlertid Skattestyrelsens opfattelse, at der var blevet ydet en (betydelig) gave, som medførte en beskatning hos rekvisitus.

Gældsstyrelsens argumentation var primært, at det (efter Gældsstyrelsens opfattelse) for det første ikke var dokumenteret, at der overhovedet havde bestået en køberet.

Gældsstyrelsen henviste dernæst til, at en opgørelse af kapitalandelenes værdi med udgangspunkt i værdiansættelsescirkulæret dokumenterede, at kapitalandelene ved overdragelsen havde haft en værdi svarende til, at den påståede gave udgjorde ca. kr. 5 millioner.

I det tilfælde, at Skifteretten ikke fandt, at det var dokumenteret, at der bestod en køberet, blev det derfor væsentligt, hvilken værdi kapitalandelene rent faktisk havde.

Det blev i den forbindelse ligeledes et tema, hvorledes værdien af kapitalandelene rent faktisk skulle værdiansættes, idet rekvisitus gjorde gældende, at værdiansættelsescirkulæret slet ikke var anvendeligt i en sag som nærværende.

Jeg gjorde på vegne af rekvisitus gældende, at fordringen ikke havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for at afsige konkursdekret. Dette blandt andet med henvisning til, at en afklaring af fordringens størrelse ville forudsætte en (korrekt) værdiansættelse af kapitalandelene, mens en værdiansættelse af kapitalandelene ville forudsætte, at der blev gennemført et syn og skøn herom.

Der var udover tvisten om fordringens klarhed, ligeledes tvist om, hvorvidt insolvensbetingelsen var opfyldt. Der var imidlertid ikke tvist om, at der i et vist omfang var aktiver – herunder også likvide midler.

Den omstændighed, at der er aktiver, herunder særligt likvide midler vil i sagens natur altid være afgørende for omfanget af diskussionen om fordringens klarhed.

Det skyldes, at i det omfang, at der er likvide aktiver, da bliver størrelsen på den påståede konkursfordring netop afgørende. Det bliver i hvert fald afgørende, hvorvidt den påstående fordring mindst udgør det, som rekvisitus i henhold til en opgørelse af sine aktiver, særligt likvide aktiver, er god for.

Fastlæggelsen af den påståede fordrings præcise størrelse i nærværende sag forudsatte som anført (blandt andet) en fastlæggelse af kapitalandelenes værdi.

Derfor udtalte Skifteretten ligeledes – i overensstemmelse med vores synspunkter - følgende:

”Herefter finder skifteretten, at konkursfordringens størrelse er behæftet med stor usikkerhed. Efter oplysningerne om [X] formueforhold er det ikke tilstrækkelig klart, at Skattestyrelsen har et krav mod [X] af en sådan størrelse, at [X] ikke kan betale det. Konkursbetingelserne er derfor ikke opfyldt. Derfor

bestemmes:

Konkursbegæringen mod [X] tages ikke til følge.”

Kendelsen understøtter således blot mine tidligere anførte synspunkter om, at et forslag til en afgørelse alene skaber en (begrænset) formodning for, at der består en fordring.

 Denne fordring kan imidlertid let afkræftes afhængig af omstændighederne.

I skattesager vil den nærmere fastlæggelse af fordringens præcise størrelse efter min opfattelse som udgangspunkt ikke kunne ske i Skifteretten, idet dette ofte forudsætter en egentlig skatteligning eller et skøn, som Skifteretten ikke kan og bør foretage.

Gældsstyrelsen har kæret kendelsen til Landsretten, og det betyder derfor, at Landsretten i endnu en sag, skal tage stilling til, hvorvidt konkursbetingelserne er opfyldt i en sag, hvor fodringen støttes på et forslag til afgørelse.

Det er i den forbindelse Gældsstyrelsens opfattelse, at kendelsens indhold anfører, at det alene er insolvensbetingelsen, der ikke anses for godtgjort. Det er efter min opfattelse ikke korrekt.

Hvis den påståede konkursfordrings størrelse er fastslået, da bør det ikke volde de store problemer for Skifteretten at vurdere om insolvensbetingelsen er opfyldt.

Er fordringens størrelse derimod ikke fastslået – og har rekvisitus i et eller andet omfang aktiver og særligt likvide midler til at kunne betale – da vil dette medføre, at der ikke kan tages stilling til, om insolvensbetingelsen er opfyldt. Det er imidlertid fordringens (manglende) klarhed, der er baggrunden for, at Skifteretten ikke kan tage stilling, hvorvidt insolvensbetingelsen er opfyldt.

Det bliver nu Landsretten, der også i denne konkrete sag skal tage stilling, hvorvidt konkursbetingelserne er opfyldt.

____________________

I forrige uge skrev jeg om en anden sag, hvor Gældsstyrelsen ligeledes på vegne af Skattestyrelsen havde indleveret en konkursbegæring alene støttet på et forslag til afgørelse.

Jeg kan derfor frygte, at vi kommer til at se flere lignende sager fremadrettet.

Det er min opfattelse, at disse sager åbner op for en væsentlig diskussion om særligt fordringens klarhed, og i den forbindelse mener jeg også, at det bliver væsentligt at inddrage de hensyn og formål, lovgiver har tilsigtet ved indførelsen af skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20 og skatteklageprocessen i øvrigt.

Skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20 vedrører partshøringsreglerne i skattesager, hvor § 20 udgør en garantiforskrift til formaliseret og korrekt partshøring og kontradiktionsadgang på skatteområdet.

En samtidig indlevering af en konkursbegæring på baggrund af et forslag til afgørelse medfører defacto, at rekvisitus’ mulighed for at gennemføre en klageproces bliver afskåret – forudsat, at konkursbegæringen fremmes naturligvis.

Men den samtidige indlevering medfører – i min optik også – at partshøringsreglerne og særligt agterreglen i skatteforvaltningslovens § 20 bliver illusorisk.

Derudover er det min opfattelse, sagerne i øvrigt bør åbne op for en diskussion om, hvorledes Gældsstyrelsen som en offentlig procespart kan agere, herunder når Gældsstyrelsen som offentlig myndighed antager en privat advokat til varetagelsen af sine interesser.

Gældsstyrelsen fremførte i sin konkursbegæring i denne konkrete sag et vidtløftigt synspunkt:

”Den omstændighed, at det ikke med sikkerhed kan udelukkes, at en nærmere prøvelse af skattekravet – der ikke skal finde sted i Skifteretten eller Vestre Landsret – kan føre til, at skattekravet ikke består helt eller delvist, er ikke til hinder for, at der kan afsiges konkursdekret, jf. herved U 1999.110 H.

Gældsstyrelsen gjorde således gældende, at selvom en nærmere prøvelse af kravet måtte føre til, at kravet overhovedet ikke måtte bestå, da udelukker det ikke, at der kunne afsiges konkursdekret.

Det forekommer uvirkeligt, at en at en offentlig procespart kan ønske at medvirke til at skabe en retstilstand, som Gældsstyrelsen ved den fremførte argumentation lægger op til. Dette særligt med henvisning til en konkurs indgribende og uoprettelige konsekvenser.

Når den pågældende afgørelse (U 1999.110 H) gennemgås fremgår i øvrigt direkte af Højesterets bemærkninger (min fremhævning):

”Efter oplysningerne om indholdet af Johannes Andersens tegningsaftaler med de to kommanditselskaber og det senere forløb, herunder hans løbende indbetalinger og de omstændigheder, hvorunder gyldigheden af aftalerne er blevet bestridt, har Johannes Andersen ikke godtgjort, at der er en sådan usikkerhed med hensyn til eksistensen af de kærendes fordringer, at der af denne grund ikke kan afsiges konkursdekret. Hertil kommer, at etablering af en fristdag med henblik på en eventuel omstødelse af gaveægtepagten må anses for at være af afgørende betydning for størrelsen af de kærendes dividende. Da det ikke med sikkerhed kan udelukkes, at en nærmere prøvelse af fordringerne kan føre til, at disse ikke længere består, bør et konkursdekret dog betinges af, at de kærende stiller sikkerhed i medfør af konkurslovens § 28, stk. 3.”

Det kan således konstateres, at

• Rekvisitus i den pågældende sag ikke havde afkræftet den formodning, der bestod, og

• at der var særlige omstændigheder (omstødelige dispositioner), der gjorde, at det var væsentligt at få afsagt dekret, og endeligt

• at fordringens eventuelle manglende eksistens var et spørgsmål om, at fordringen måske ikke længere bestod; med andre ord, havde fordringen i hvert fald på et tidspunkt bestået.

Gældsstyrelsens meget vidtgående fortolkning af afgørelsen forekom derfor unuanceret. Det er faktisk min opfattelse, at afgørelsen er helt i tråd med den øvrige retspraksis, der findes - men at afgørelsen naturligvis og helt åbenbart ikke kan fortolkes således, at der kan afsiges konkursdekret, hvis det er godtgjort, at der er usikkerhed med hensyn til fordringens eksistens.

Gældsstyrelsens synspunkt rejser imidlertid i min optik en bekymring, idet synspunktet giver et indtryk af, at det ikke kommer i første række, at sagen får det materielle korrekte resultat.

Spørgsmålet er således også, om Gældsstyrelsen er ved at forsøge at ændre sin praksis i forhold til, hvornår der kan indleveres en konkursbegæring støttet på skattekrav, herunder særligt forslag til afgørelser.

I første omgang må vi afvente Landsrettens afgørelser i disse konkrete sager.

Hvis du er blevet mødt med en lignende sag – eller i øvrigt har spørgsmål til nærværende indlæg eller insolvensret i øvrigt – er du velkommen til at kontakte advokat Nikoline Sørensen på e-mail ns@rodstenen.dk eller tlf. 26332098